Spil » Puzzle
Microsoft Sudoku 2.8.10203.0
Download Microsoft Sudoku helt gratis og løs udfordrende sudokuer på din PC! Du kan læse vores anmeldelse af spillet her på siden!
Trænger du til at løse en udfordrende sudoku? Disse små spil har været populære i enormt mange år, og der er fortsat rigtig mange mennesker, der løser dem i dag, da det er en fantastisk måde at stresse af på i en hektisk hverdag. Sudokuer kan ofte findes i aviser og ugeblade, men sådan nogle behøver du skam ikke investere i, da du med Microsoft Sudoku kan få adgang til sudokuer direkte på din PC! Spillet er gratis og byder på helt klassiske sudokuer, men der er også andre kreative spiltyper og udfordringer. Se gameplay fra spillet på GIF-billedet herunder!
Du skal være opmærksom på, at Microsoft Sudoku har “in-app purchases”. Selvom det er gratis, så kan du nemlig betale for at fjerne spillets reklamer, mens du samtidig låser muligheden op for hurtigere at optjene points og XP. Prisen er £1.19 for en måned eller £8.39 for et år. Reklamerne kan godt være irriterende, og det er fair nok, at man kan betale for at få disse fjernet, men vi er ikke vilde med, at man også kan købe sig til spillemæssige fordele. Dette gør nemlig Microsoft Sudoku til “pay to win”, og det ser vi som et problem og den største ulempe ved spillet.
Desuden kan vi nævne, at hvis du foretrækker puslespil frem for sudokuer, så tag et kig på Microsoft Jigsaw i stedet, som vi også har anmeldt her på Download.dk!
Sådan henter du spillet
Hvordan får du så fat i Microsoft Sudoku? Først og fremmest skal du have enten Windows 10 eller nyere. Hvis du kan nikke ja til det, så skal du blot rulle ned i bunden af denne side og klikke på download-knappen. Herefter bliver du sendt videre til programbutikken Microsoft Store, hvor du kan downloade spillet.
Vi testede Microsoft Sudoku på Windows 11, og installationsprocessen på vores PC ses på GIF-billedet herover. Inde i programbutikken skal du blot trykke på den store blå knap “Get”, og så er spillet hentet og færdiginstalleret et kort øjeblik efter.
Du åbner Microsoft Sudoku via startmenuen, men du kan selvfølgelig også oprette en skrivebordsgenvej, hvis du gerne vil have endnu hurtigere adgang til spillet.
Sudoku-regler
Når spillet starter for første gang, så bliver du automatisk introduceret for sudoku-reglerne. Hvis du glemmer dem, kan du også få dem genopfrisket ved at klikke på menu-knappen og derefter trykke på “How to Play”.
Heldigvis er sudoku-reglerne ekstremt simple. Som du kan se på vores skærmbilleder, så er en klassisk sudoku en slags taltabel. For at løse en den skal du sørge for at hver eneste række og kolonne indeholder alle tallene fra 1 til 9. Det samme gælder de små 3x3 kasser, hvor alle tallene også skal være repræsenteret. Heldigvis får du altid en smule hjælp, da nogle af tallene er udfyldt fra starten. Antallet af tal, som du selv skal regne ud, afhænger af den valgte sværhedsgrad.
Spiltypen “Classic” byder på klassiske sudokuer
Microsoft Sudoku byder på 3 forskellige spiltyper, og den første hedder “Classic”. Det er her, hvor du kan løse sudokuer på klassisk vis, som du kender det fra ugeblade, aviser og så videre. Der er 7 forskellige sværhedsgrader: Easy, Medium, Hard, Expert, Master og Grandmaster. Den sidste er selvfølgelig den, som du optjener allermest XP med.
Microsoft Sudoku kan spilles 100 % med musen, men du har også mulighed for at bruge tal-tasterne på tastaturet, hvilket gør det muligt at udfylde de mange felter med tal langt hurtigere.
Hvis du er nybegynder, så kan Microsoft Sudoku i øvrigt hjælpe dig godt på vej. Eksempelvis kan du indstille spillet til automatisk at fortælle dig, hvis du indsætter et forkert tal. Hvis du sidder helt fast, så kan spillet også fortælle dig et korrekt tal, men dette kræver i gratis-udgaven af spillet, at du ser en reklame, hvilket er meget frustrerende, når man er dybt koncentreret med en sudoku.
Nye udfordringer med spiltypen “Irregular”
Hvis du savner en spændende udfordring, som du sandsynligvis ikke har prøvet i blade og aviser før, så skal du give dig i kast med spiltypen “Irregular”! Her er sudoku-reglerne grundlæggende de samme, men som det er forklaret på skærmbilledet herunder, så er 3x3-kasserne ikke længere formet som kvadrater.
Selvom 3x3-kasserne har en ny form, så skal du stadig sørge for, at de alle sammen indeholder tallene fra 1 til 9. Derfor kræver denne spiltype en lidt anden tankegang end klassiske sudokuer, for du skal nemlig kigge på pladen på en helt ny måde. Vi synes, at det er en forfriskende spiltype, når man har løst mange sudokuer i træk og man trænger til noget nyt.
Spil hver dag med spiltypen “Daily Challenges”
Hvis sudokuer har en fast plads i din hverdag, så kan du prøve spillets tredje spiltype, der har navnet “Daily Challenges”. Her venter der nemlig nye udfordringer hver eneste dag. Eksempelvis kan du prøve “Ice Breaker”, der ses på GIF-billedet herunder. Her skal du udfylde sudokuen for at ødelægge isblokkene. Du har dog kun et begrænset antal træk til rådighed, så det handler om at koncentrere sig og gøre sig umage som muligt.
De tidligere nævnte spiltyper “Classic” og “Irregular” kan også spilles inde i spiltypen med daglige udfordringer. Desuden kan du i bunden se din status for hele måneden, og hvis du klikker på kalenderfanen i toppen, så kan du også se, hvordan du har klaret dig på alle de individuelle dage.
Samlet vurdering
Overordnet synes vi, at den største ulempe ved Microsoft Sudoku er, at det kræver en månedlig eller årlig betaling for at fjerne de irriterende reklamer og optjene points hurtigere. Det havde været langt bedre, hvis man blot skulle betale et engangbeløb i stedet, så man permanent havde købt spillet. Hvis du kan leve med dette minus, så er Microsoft Sudoku faktisk et rigtig solidt og flot sudoku-spil med nogle spændende spiltyper, og vi tildeler det derfor 4 ud af 5 stjerner. Vi ønsker dig god fornøjelse med Microsoft Sudoku!
- Microsoft Sudoku er gratis
- Det er let og simpelt at komme i gang med spillet
- Spillet fungerer lige så godt som fysiske sudokuer i blade og aviser
- 3 forskellige og spændende spiltyper
- Det koster rigtige penge at fjerne reklamerne og optjene points og XP hurtigere
Partnere:
Annoncering:
download.dk:
Afinstallering af Microsoft Sudoku
- Åben kontrolpanelet i Windows
- Vælg “Tilføj/Fjern programmer”
- Find Microsoft Sudoku, markér det og vælg “Afinstaller”
- Følg nu processen
Klik her for at afgive din egen stemme