Blog

Diablo 4 kan spilles i PvP mode - men er det en god idé?

Diablo 4 afholdt deres Juni opdateringsevent den anden dag, som følger deres generelle tendens med en opdatering hvert kvartal. I denne opdatering kunne spillere blandt andet få et smugkig på den nye class, som kommer til Sanctuary en gang i næste år: the Necromancer. Men denne class kender de fleste af os allerede i forvejen; enten fra dette univers eller et af de utallige andre, hvor den figurerer. Et af de store elementer, som der dog blev sat yderligere meget fokus på, udover den nye class, var PvP og MMO systemet, som skubber Diablo 4 endnu hårdere mod den retning, som Diablo 3 også fik. 

Større fokus på online muligheder viser sig i character customization

Uden at skulle nævne ‘det forbudte spil’, så har Blizzard tydeligvis implementeret den mere gennemgående og detaljerede character customizer, som vi så i Diablo Immortal. I Diablo 4 versionen er der selvfølgelig lidt flere detaljer og generelt en mere finpudset menu at gå gennem, netop fordi spillet er lavet til PC og diverse andre moderne spilplatforme (dermed ekskluderende mobile enheder). Så bare rolig, din karakter kommer ikke til at minde dig alt for meget om det spil, som aldrig skulle have lanceret (*host* Immortal *host*). 

Samtidig er dette dog også noget af en detour for Diablo serien, som udover mobil versionen ellers ikke har givet andre muligheder end et valg mellem at spille som mand eller kvinde. Spillere vil nu spille som deres specifikke karakter, i stedet for at spille som endnu en generisk genereret sorcerer eller barbarian, kun adskilt ved navn / udstyr. 

Spil PvP og bliv markeret på kortet som en boss, der skal nedlægges

Diablo 4 vil både give mulighed for at nyde et fuldt udpenslet PvE og PvP system i en delvist levende verden. Med andre ord, så er du ikke tvunget til at skulle bekæmpe Helvedes dæmoner sammen med andre, hvis dit sociale batteri er udløbet efter en lang uge. Og samtidigt behøver du heller ikke sidde og kæmpe med den samme Rift eller boss igen og igen, helt alene - så har du mulighed for at invitere dine venner med i dit party, så I sammen kan nedlægge fjenden. 

Diverse dele af mappet vil blive markeret som ‘Fields of Hatred’, som er steder, hvor du kan indgå i kampe mod andre spillere. Og hvis du ender med at besejre nok spillere, så får du en buff, som alle i zonen kan se, og som dermed viser andre, at det at besejre dig, er en kæmpe præstation, hvilket helt sikkert vil give en masse spillere blod på tanden til at deltage i PvP kampene. 

Endelig bemærkning

Med muligheden for at kunne vælge hvorvidt man ønsker at indgå i PvP indhold eller ej gør hele oplevelsen en del nemmere. Til gengæld har vi en bange anelse om, at der til PvP delen skal tilknyttes en eller anden form for bonus, for at så mange spillere som muligt vælger at bruge denne mulighed. Vi har set et lignende incitament i Blizzards andet, meget populære spil: World of Warcraft, hvor der i WoW Legion udkom en opdatering, som gjorde det muligt at slå PvP til eller fra. Dem, som valgte at slå det til, fik også en stor bonus til experience points (EXP) og nogle gange andre goder, afhængigt af hvor få spillere der var tale om på daværende tidspunkt. 

Som nærmest alle andre dele af Blizzards spilunivers lige nu, så må vi vente og se hvordan de vælger at gribe hele situationen an, når spillet udkommer i 2023. Men så længe spillere har muligheden for at vælge PvP fra uden at blive straffet ved at misse ud på systemer, gear eller buffs, så skal det hele nok gå. Men med Blizzard ved man aldrig helt om de vælger at tage den moralske vej, eller den vej, der giver dem den største profit. Faktisk er det sidste jo nok det mest realistiske, desværre…