Spil » Adventure
Kena: Bridge of Spirits 1.0
Smuk grafik og lyd - Kena: Bridge of Spirits download
Kena: Bridge of Spirits er et spil med udgivelsesdato d. 21. september 2021. I spillet spiller du som Kena, en ung åndsguide, hvis job det er at sørge for, at afdøde bevæger sig fra den fysiske menneskeverden til den metafysiske åndeverden. Det eneste problem er blot, at onde, dæmoniske væsener forsøger at stoppe dig og blokere processen, og det er nu op til dig at slå dig sammen med lokale ånder, for at bekæmpe blokeringerne og få skabt kosmos i åndernes og menneskenes verdener igen.
Ember Lab slipper godt fra produktionen af deres første spil nogensinde
Ember Lab blev stiftet i år 2009 af de to brødre, Mike og Josh Grier. Sammen fik de stablet et animationsfirma på benene, som fokuserede på digitalt indhold. Brødrene havde store ambitioner, samt matchende evner og færdigheder.
Firmaets ledere beskriver deres vision som værende et studie, der fortæller historier gennem deres visuelle værker, med et håb om at udtvære linjerne mellem tekniske aspekter, kunst mæssige overvejelser og historie baserede udviklinger, som tilsammen skaber en så fængende spil-oplevelse som overhovedet muligt.
Det kan betale sig at kombinere animationsfilm med gaming verdenen
Du er muligvis allerede bekendt med Ember Labs værker, uden at være klar over det. Firmaet specialiserede sig som sagt inden for animations verdenen inden de lavede deres første spil - og en af deres mest velkendte kortfilm har mere end 11 millioner views på youtube, så der er en chance for, at du har set Majora’s Mask - Terrible Fate.
Kortfilmen er et passions-projekt fra udgiverne, baseret i Zelda Universet, i et forsøg på at bringe spillet til det store lærred. Med kombinationen af visuelle elementer og den fantastiske, gribende lyd, havde vi høje forventninger til deres første spil.
I de nedenstående sektioner gennemgår vi, hvorvidt de har levet op til det navn, de har skabt for dem selv.
Smuk grafik med animationer, der kunne være trukket ud af en disney/pixar film
Studiets animations baggrund kommer virkeligt frem i dette spil. Ud over gameplay, får du også cutscenes, som ligner at de er produceret af nogle af de største animationsfirmaer i verden, såsom Disney.
Både Kena og hendes ånder er animeret så detaljeret, at man til tider glemmer, at det er et spil, man sidder og kigger på.
Derudover er der også knald på farverne; grønne, røde og blå farver lyser op over hele skærmen, og med teknikken inde bag spillet (spillet er produceret i unreal engine), er der mulighed for at have en masse effekter kørende på skærmen på samme tid.
Meget i stil med lignende spil, såsom Zelda og Star Fox Adventures, får du her en verden som vil og skal udforskes af dig, men med lineær progression inkluderet, så du ikke bliver overrumplet med opgaver, som tager dig ud af kurs fra dit endelige mål.
Når du spiller dig vej gennem spillet vil du komme igennem en række forskellige naturområder, som føles forskelligartede i forhold til de tidligere.
Et soundtrack, der trækker dig ind i et magisk univers
Atmosfæren bliver skabt i en sammenblanding af den fantastiske grafik og den gribende lyd, som indgår. Lyden er mixet således, at der er elementer i den lyse ende af skalaen, såsom lyden af vind, samt dybe bas-eksplosioner, som gør, at du nærmest kan mærke spillet ryste, selv hvis du spiller på PC og ikke med en controller med haptisk feedback i.
Musikken er skabt af en musiker, som kalder sig Theophany, og der er altså ikke sparet på kræfterne her. Lydene er decideret skarpe og sprøde og har den perfekte kombination af mystik, legesyghed og bevægende motiver.
Når du er i en boss fight er der også nogle decideret episke musik-elementer i gang. Det lyder også som om, der er brugt en masse ukonventionelle instrumenter; i hvert fald har mange af instrumenterne en meget solid og rustik lyd, hvilket kun er positivt, og tilføjer et ekstra lag af fascination til spillets helhed.
Det er faktisk lige før, at spillet er værd at købe, alene for at opleve kombinationen af musik og grafik.
Ikke ligefrem revolutionerende kampe, men hurtigt, actionfyldt gameplay
Kamp er et af de helt store elementer i de fleste moderne action/adventure spil. Der er ikke noget i vejen med kampene i Kena; der er en god læringskurve, hvor du starter ud med at slå monstre i hovedet med din stok og senere udvikler mere særprægede kampformer.
For eksempel får du senere muligheden for at hoppe op i luften med din bue trukket, hvorefter tiden går langsommere, så du kan skyde efter dine måls ømme punkter og gøre endnu større skade.
Dette i sig selv er ikke revolutionerende; faktisk minder kampen meget om den, man finder i Horizon: Zero Dawn, men her i mere simplificeret form. Til gengæld kører gameplayet glat og du kommer til at stå over for nye monstre og bosser, som kræver, at du ændrer din spil strategi, for at besejre dem.
Andre action/adventure spil med smuk grafik
Hvis du er stor fan af Zelda-lignende spil, så kan vi glæde dig med, at Genshin Impact er blevet kronet som den uofficielle Zelda kopi (i hvert fald det moderne Zelda: Breath of the Wild). I løbet af det sidste års tid, har spillet dog vist sig at være noget helt for sig selv, og det er også på nuværende tidspunkt det højest indtjenende spil på Apples app store.
Spillet har en manga-lignende grafik, et væld af farverige karakterer, hver med sin egen baggrundshistorie og måde at kæmpe på.
Final Fantasy XIV er alternativet til den person, som måske har fået nok af at spille for sig selv. Final Fantasy 14 er nemlig et MMORPG, hvor du i en magisk verden spiller sammen med andre mennesker rundt om på Jorden, for at overvinde de onde, mørke kræfter, og genetablere fred til planeten Eorzea.
Der er også lige udkommet en opgraderet version af Diablo 2, kaldet Diablo II: Resurrected, som du kan læse mere om her.
Konklusion
Kena: Bridge of Spirits er et umådeligt smukt spil - og vi må tage hatten af for Ember Lab, når man tænker på, at dette er deres allerførste spil, nogensinde. Med dette i mente, er spillet helt sikkert pengene værd.
Spillet har også en lavere pris end mange andre titler (især med et så smukt grafisk udgangspunkt som dette), men du får heller ikke et spil, som du kan spille endeløst.
I stedet kan du se dette spil som værende en visuel, lydmæssig og narrativ oplevelse, som lader dig forsvinde ind i en magisk verden, mens du lærer noget om verden og dens beboere.
Dog håber vi, at Ember Labs næste spil vil have en mere udvidet baggrundshistorie for hovedpersonen og vil tilføje endnu flere valgmuligheder i forhold til kamp og udforskning af verden.
- Smuk grafik
- Gameplay som kører glat og fejlfrit
- Fantastisk lyd og musik
- En spændende historie
Partnere:
Annoncering:
download.dk:
Afinstallering af Kena: Bridge of Spirits
- Åben kontrolpanelet i Windows
- Vælg “Tilføj/Fjern programmer”
- Find Kena: Bridge of Spirits, markér det og vælg “Afinstaller”
- Følg nu processen
Klik her for at afgive din egen stemme