Blog

Sådan får du succes med din Magento webshop

Magento er et fremragende redskab til e-handel. Du har næsten uanede muligheder for at skabe det design og de muligheder, der er relevante for din virksomhed – i høj grad på grund af de mange udvidelser og plug-ins. Men én ting er at lave en Magento webshop – noget andet er at få succes med den og skabe flere konverteringer.

Vi gennemgår nogle af de elementer, der kan være med til at give dig mere succes med din Magento webshop – fra generel opbygning af siden til smarte funktioner.

Populære betalingsmetoder

Det skal være nemt at betale. Har du først fået kunderne gennem webshoppen og helt frem til sidste trin, inden konverteringen er fuldført, er det ærgerligt at miste dem på manglende betalingsmetoder. Magento tilbyder flere betalingsmuligheder, så du har mulighed for at vælge de bedste og tilpasse dem til markedet. For eksempel er PayPal populært i USA, mens vi i Danmark er glade for ”betal senere”-konceptet med Klarna og helt almindelige kreditkortbetalinger.

Brugervenlig indkøbskurv

Ved at sørge for en brugervenlig indkøbskurv gør du det meget nemmere for dine kunder at gennemføre et køb – og det sparer også dig penge og tid, når du ikke skal prøve at udvikle en overkompliceret indkøbskurv. Og heldigvis er ”nemt og enkelt” kendetegnet ved Magento, som har masser af funktioner og udvidelsesmuligheder for indkøbskurven.

Jo nemmere det er for kunderne, jo flere konverteringer får du. Sørg for eksempel for, at det tydeligt indikeres, når noget tilføjes til kurven, og at der er tydelige oplysninger om produkterne og de samlede omkostninger, herunder leveringspriser, skatter osv.

Nem tilmelding

Skal brugerne tilmelde sig noget eller oprette en bruger, skal det være nemt. Både når målet er konverteringer i form af tilmelding til nyhedsbrev og deciderede salg gennem en oprettet bruger på webshoppen.

En besværlig proces vil få mange kunder og brugere til at forlade processen, før den er færdig, fordi det tager for lang tid eller er for besværligt. En enkel formular indeholder e-mailadresse og kodeord, login og tilmeldingsknapper samt et ”glemt kodeord”-link – det kræver ikke meget mere end det.

Automatisk geografisk tilpasning

Har du en webshop i flere forskellige lande, er det vigtigt at tilpasse den efter de markeder. Sørger du for eksempel for at oprette en automatisk valutatilpasning, når en bruger går ind på et bestemt områdes side, undgår du, at de flygter fra siden på grund af en fremmed valutakurs. Geografisk tilpasning har også noget at gøre med sprog, betalingsmuligheder og design – så undersøg det lokale marked og sørg for de rette tilpasninger for at få succes med Magento på det globale marked.

Mobilvenlig

Med Magento 2-opdateringen blev platformen mobilvenlig, hvilket bliver mere og mere vigtigt, når du skal have succes med din webshop. En overraskende stor del af besøgende på webshops kommer fra mobile enheder, og for at holde Google glad og få flere besøgende via organiske søgninger er mobilvenligt indhold vigtigt.

Det er derfor vigtigt, at din udvikler fokuserer på, at webshoppen virker på tablet, smartphone osv., så der kommer lige så meget fokus på den mobilvenlige version som på computerversionen.