Blog

Open Source og Freeware – er der egentlig en forskel?

Hvis du nogensinde har downloadet et gratis program fra internettet, så har du sandsynligvis også stødt på softwaretyperne Freeware og Open Source. I denne artikel vil vi dykke lidt ned i disse to softwaretyper for at forsøge at definere dem på en klar og tydelig manér. Dette gøres nemlig for at rydde lidt op i den forvirring, som mange mennesker føler når de konfronteres med disse begreber. De kan for mange nemlig være vanskelige at skelne fra hinanden.

Hvad går Open Source software ud på?

Software der går under betegnelsen Open source, kan på mange måder minde om enhver form for gratis software. Dog er der visse regler som open source software skal følge for at kunne gøre sig fortjent til titlen. OSI (Open Source Initiative) er en organisation, der har til formål at bidrage med hjælp til udviklingen af open source software, og kan således sagtens kaldes for eksperter på området. OSI siger at et software skal overholde følgende normer: 

  • Softwaren skal distribueres fuldstændig gratis.
  • Softwarens source kode skal være frit tilgængelig for alle.
  • Softwaren kan til enhver tid blive ændret til et anderledes format, der ligeledes skal fordeles frit og kvit.
  • Softwaren skal på ingen måde udelukke at man bruger andre typer software.
  • Historisk set kom udtrykket fri software før open source. Selvom begge udtryk har rødder i at støtte ideen om fri software (retten til at bruge, studere, dele og ændre), er deres mål og filosofier forskellige.

Open source – softwarens historie

Open source blev født i slutningen af 90’erne, idet en gruppe softwareudviklere begyndte at finde en række begrænsninger hos de dengang gratis softwaretyper. Et af omdrejningspunkterne for open source software var først og fremmest, at introducere en større åbenhed end andre gratis programmer. Dette kom til udtryk ved at lægge kortene åbent på bordet, og offentliggøre alle udviklingsdata. Tanken med open source var på denne måde at involvere de forskellige programmers brugere i langt større udstrækning.

Dette vil sige, at man som bruger rent faktisk kunne tage aktivt del i at videreudvikleet bestemt program. Man kan derfor med en vis ret sige, at open source på mange måder har et vis græsrodselement indbygget i den overordnede filosofi – og et langt mindre fokus på de forretningsmæssige aspekter ved softwareudvikling. Når dette så er sagt, så findes der dog et par enkelte eksempler på open source software, der ikke får lov til at være med i klubben.

Nok det mest kendte eksempel ville i denne forbindelse være operativsystemet Android, der deler de fleste open source karakteristika. På trods af dette overholder Android ikke samtlige af OSI’s retningslinjer, hvilket er årsagen til at de ikke inkluderes som software af open source typen.

Er Freeware så det samme som Open Source?

Selvom man sagtens kunne forledes til at svare ja på dette spørgsmål, så er dette dog ikke tilfældet. Hvor open source programmer stiler efter at give deres bruger den størst mulige frihed, så forholder det sig imidlertid faktisk modsat med det meste Freeware. På trods af dette, så er Freeware faktisk stadig gratis at downloade og anvende.

Den store forskel er derimod, at man som bruger har betydeligt mindre frihed. F.eks. kan man med Freeware som bruger ikke bare sådan lige gå ind og ændre på et givent program, hvilket man som nævnt ovenfor kan med open source programmer. Ligeledes har man heller ikke lov til at viderefordele uden udtrykkelig tilladelse fra udviklerne af Freeware-programmet. Af denne grund vil man som bruger dermed ikke have adgang til et Freeware programs source kode. Men så længe man er ok med dette, så findes der et væld af godt Freeware, der kan downloades fuldstændigt gratis.

Hvis du nogensinde har anvendt en gratis PDF-læser, såsom Acrobat Reader fra Adobe, så har du hermed anvendt et Freeware program. Og som du måske har bemærket, så har du som almindelig dødelig ikke adgang til programmets source kode. Et andet eksempel på Freeware er Skype, der ligeledes ikke er meget for at give magten fra sig med deres program. Hvis man som bruger rent faktisk ønsker flere funktioner med sin Freeware, så vil dette oftest være ensbetydende med at skulle opgradere til en betalt udgave af det pågældende program.