Blog

Guild Wars 2: End of Dragons, ny expansion, udkom 28/02-2022

Den længe-ventede dag er her endelig for fans af Guild Wars franchisen. Fans af det første spil har længe håbet på at kunne komme til at opleve fan-favorit lokationen Cantha, som var centrum for en af Guild Wars’ mest succesfulde expansions nogensinde: Guild Wars - Factions. Fra d. 28/02-22 vil det være muligt for Guild Wars 2 spillere at rejse tilbage til Cantha, nu mere end 250 år efter spillere kunne besøge stedet for første gang og udforske dets moderne teknologier og oldgamle hemmeligheder. 

Udforsk Cantha - et historisk rige fuld af moderne teknologier

Cantha er baseret på (øst)asiatisk kultur, arkitektur og stil. På Tyria, som planeten hedder, har Cantha indtil videre været isoleret, så der ikke har været kontakt mellem dem og resten af verden i de sidste 250 år. Nu bliver porten til riget endelig åbnet op og det vil derfor blive muligt for spillerne at udforske en helt anden stil, både visuelt men også i forhold til historien, som både bliver mere historierig og som muligvis også fortsætter det uhyggeligt horror-narrativ, som spillere oplevede i dele af the Icebrood Saga.

Cantha er kendt for dets jade; det krystalliserede mineral, der blandt andet krystalliserede et helt hav, som følge af mordet på Shiro Tagachi, den daværende kejsers korrupte bodyguard. I dag er jade blevet en fast del af Canthas kultur og de har nu formået at bruge krystallerne til at skabe fantastisk, ny teknologi. 

Men alt er muligvis ikke fryd og gavn - nogle mener at jaden er fuld af drage-energi, hvilket ville lede til fatale konsekvenser, hvis mineralerne lander i de forkertes hænder - og måske er de det allerede. Og med den enorme høst af jade der er foregået over de sidste 250 år, hvem kan så vide hvad skæbnen er for Canthas folk - og nu hele Tyria?

 

Slap af ved havets bred med en fiskestang - fiskeri kommer til Guild Wars 2

Spillere har længe efterspurgt fiskeri - det kan virke som en lille, ubetydelig ting, men noget så simpelt som at fiske kan være med til at gøre et spil mere virkelighedstro. At have små rolige aktiviteter, som foregår i samme spil som intense kampe og en kæmpe, dramatisk historie, kan være med til at afveksle det tungere materiale og dermed få det til at virke langt mere overskueligt. 

Fiskeri kan også implementeres i tidligere zoner, hvilket vil gøre, at mange gamle spillere, der for længst har lagt de gamle kroge af Tyria bag sig, vil have en grund til at vende tilbage. Derudover ved vi også fra andre MMORPG’er som tilbyder fiskeri, at det er en social aktivitet, som folk kan snakke om, mens de gør det. Forestil dig at stå ved en sø i Queensdale og fiske, mens du får dig en snak med personen ved siden af dig om Elder Dragon konflikten, eller den nye rollerbeetle racerbane, der kom med sidste patch. Mulighederne er endeløse - inklusive at implementere det, du fisker i det allerede eksisterende trade-system, som lader dig lave tøj, mad, våben og meget mere af de materialer, du indsamler på dine rejser gennem Tyria. 

Skiffs - få din egen båd, som kan tage dig gennem Canthas øer og hav

Skiffs er det nye; det er Canthas svar på en jolle eller en lille sejlbåd. Med dette automatiserede køretøj, kan du krydse Canthas hav og sejle rundt i New Kaineng Citys kanaler, uden frygt for at blive våd. Derudover vil det også blive muligt at fiske fra din skiff - og andre masteries, som du kan låse op for, mens du spiller, vil også gøre, at din skiff kan bevæge sig hurtigere gennem vandet på sigt. 

 

En ny to-personers mount - Siege Turtle

Denne expansion bringer også en gammel kending tilbage til Guild Wars universet - de enorme krigs skildpadder. Guild Wars er efterhånden blevet kendt for deres eksekvering af mounts, i forhold til andre MMO’er. 

Siege Turtle er heller ikke ‘bare’ en ny mount - den har en hel specifik funktion. Den er nemlig skabt til at tage med sig i krig. To personer kan sidde på mounten på samme tid - én styrer bæstet, mens den anden styrer kanonerne, der sidder på dens side. Skildpadderne kan også flyve en kort distance ved hjælp af små jade tech raketter, som sidder på hver af dens sider. 

* Bare rolig, der er mange flere ting, du kan finde på dine eventyr i Cantha. Hvis du gerne vil læse om nogle flere af funktionerne, så kan du altid gå ind og læse downloadcentrals lignende artikel, som gennemgår nogle af de ting, vi ikke har nået her. Her fortæller de blandt andet om de nye specialiseringer (classes), de hjælpsomme jade bots og den kommende kamp mod den sidste Elder Dragon, som muligvis kommer til at sætte et punktum ved den historie, der har udfoldet sig over de sidste ti år. 

 

Ved du ikke hvad Guild Wars 2 er? Prøv spillet gratis

Guild Wars er et helt særligt spil, som har valgt at modsætte sig de gængse konventioner for hvordan et MMORPG skal udfolde sig - blandt andet har det siden starten (og faktisk helt tilbage til det originale Guild Wars) været standard praksis, at spillet ikke krævede et løbende abonnement hver måned. Spilleren skulle blot betale for spillet og derefter kunne de selv vælge om de ville købe kosmetiske ting i den online butik inde i spillet. Men selv dette kan gøres med guld og sølv, som du kan tjene mens du spiller spillet og derefter kan konvertere til juveler. 

De sidste par år er basis spillet blevet gjort helt gratis at spille, så alle har en chance for at prøve spillet, inden de vælger at købe en udvidelse. Du kan læse vores fulde anmeldelse af Guild Wars 2 i vores anden artikel om spillet.