Blog

5 måder at beskytte din mobil på, når du rejser

Vinteren er over os og mange drømmer sig tilbage til en varm strand med sol og varme. For mange er vinteren en tid, hvor man tager sydpå til varme og sol. Men tænker du nogensinde på, hvordan din telefon har det i solen? 

Sol, varme, sand, vand, sved, og fugt kan være nogle af mobilens værste fjender. 

Her kan du læse 5 gode råd om, hvordan du passer på din telefon på din næste ferie. 

 

  1. Beskyt din telefon mod varme 

Varme er dræbende for batteriets levetid, så hold telefon kølig og undgå at lade den ligge direkte i solen. 

Ja, tænker du, men jeg skal jo på badeferie og vil gerne bruge mobilen ved stranden og poolen. 

Tager du telefonen med, så undlad at have Wi-Fi, Bluetooth og GPS være tændt samtidigt. Hvis telefonen arbejder hele tiden, skaber det mere varme inde i telefonen, og sidder du i forvejen i solen i 35 grader, bliver det et problem. 

Mobiler bliver langsommere, før de lukker helt ned pga. overophedning. Hvis du oplever, at telefonen bliver langsommere, så stop med at bruge nettet eller spille spil, der kræver megen processor. 

Batteriet risikerer at få varig skade, hvis det får for megen varme. 

Du må heller aldrig lægge telefonen til opladning direkte i solen. Et mobilbatteri kan miste op til halvdelen af sin levetid, hvis det oplades i 40 graders varme. 

Nu tænker du måske, at det ikke er noget problem – Du har nemlig en køletaske med til stranden, som du bare kan lægge telefonen ned i. 

Men det må du endelig ikke gøre. Man bør ikke køle mobilen ned i tilfælde af overophedning. Den tåler nemlig meget dårligt pludselige temperaturudsving. Temperaturskift kan også skabe kondensvand inde i telefonen, og så står du med en fugtskade. 

 

  1. Beskyt din telefon mod vand og strand 

Varmen er ikke telefonens eneste fjende på strandferien. Sand, vand og mobiltelefon er også en rigtig dårlig cocktail. 

Der skal faktisk ikke mere til end en fugtig bukselomme til at påføre mobilen en fugtskade. Så pas på med at smide telefonen ned i strandtasken til de fugtige håndklæder. 

Når man er ved stranden er hænderne ofte dækket af fine sandkorn. Sandkornene kan trænge ind i mobilen og ødelægge den. Der skal ikke mange stykker sand i ladeporten, før finelektronikken strejker. 

Den bedste løsning er at lade være med at medbringe telefonen til stranden eller poolen. Vælger du alligevel at tage mobilen med, så er det en idé at investere i et vandtæt cover til telefonen. 

Skulle det alligevel gå galt, og din telefon har været i vand, så lad være at gå i panik. Der er et par ting, som du hurtigt kan gøre for at redde telefonen: 

  1. Sluk telefonen og fjern batteriet. Det er et spørgsmål om tid før mobilen kortslutter, hvis du ikke gør det.
  2. Fjern SIM-kort og SD-kort.
  3. Sørg for at al vand er ude af telefonen. Lad telefonen stå på et viskestykke et stykke tid.
  4. Ris! 

Selvom mobilen ser tør ud, er der muligvis stadig fugt inde i den. Det er vigtigt, at du får al fugt væk, inden du starter mobilen igen. For at få fjernet fugten, skal du lægge din mobil ned i en lukket pose med rå ris. Ris absorberer fugt. Lad mobilen ligge i posen i minimum 1-2 dage, før du forsigtigt sætter batteri og SIM kort i igen og prøver at starte telefonen op. Er du heldig virker den. 

Husk at mange mobiler tillader dig at tage backup af din data enten online eller på din computer. Hvis du vil gå med livrem og seler, gemmer mange deres vigtigste informationer på en ekstern harddisk.

 

Når vi snakker varme, vand og sand skal du altså huske:

  • Lad ikke telefonen ligge i solen eller i en varm bil.
  • Hvis din telefon bliver for varm, så læg den i et køligt rum uden at bruge den (ikke køleskab).
  • Undgå at lægge telefonen i tasker med fugtigt tøj og håndklæder.
  • Undgå sand i telefonens stik. Kommer der sand ind så blæs det væk med trykluft.
  • Pas på store temperaturskift, det skaber kondens.
  • Brug en vandtæt taske til din telefon, men pas på kondens. 

 

  1. Beskyt din telefon mod slag

Vi har alle prøvet at tabe telefonen. Nogen gange går det helt galt, og skærmen går i 1000 stykker. Det er drønærgerligt. Især på ferien. 

En måde du kan beskytte skærmen mod slag er med et Panzerglass.

Panzerglass er hærdet glas, der påsættes direkte på fronten af din mobil og som beskytter mod stød og ridser, og som kan hindre at skærmen splintres. 

De bedste modeller kan være ret dyre, men hvis det betyder, at du undgår at skulle købe ny telefon, er det jo penge givet godt ud. 

 

  1. Beskyt din telefon mod tyveri 

Turister er lette mål, især ved poolen eller stranden, hvor man ikke lige har blikket på telefonen hele tiden. 

En løsning kan være at gemme telefonen i hotellets sikkerhedsbox sammen med dit pas og ekstra penge. 

Sørg endelig for at have en kode på din telefon, så alle og enhver ikke omgående har adgang til dine informationer. 

Skulle det gå galt, og din telefon bliver stjålet, så er her nogle vigtige ting, du hurtigt skal gøre: 

  1. Ring til dit mobilselskab og få dit SIM kort spærret.
  2. Meld tyveriet til politiet.
  3. Sørg for at ændre vigtige adgangskoder, så tyven ikke får adgang til din mail, bankkonto osv.
  4. Kontakt dit forsikringsselskab. 

Der er stor forskel på, hvad forsikringer dækker. Brug fem minutter på at læse betingelserne på din egen forsikring igennem før ferien. Det er tid, der er godt givet ud. 

 

  1. Sørg for at have styr på strømmen 

Når du er på ferie, så kan der ofte gå mange timer, hvor du ikke har adgang til stikkontakt. Enten er du ved stranden hele dagen, eller måske er du ude at køre. 

Sommerferie er højtid for ferie-fotos og -videoer, og det tærer hurtigt på batteriet. 

Derfor kan det være en idé at have en mobil Powerbank med på ferie. 

En Powerbank eller en bærbar oplader fås i mange forskellige størrelse og styrker. 

Du kan let have en mindre model med i bagagen, og give din mobil en opladning mens du er på farten. Med en af de større modeller, kan du opladetelefonen flere gange, eller oplade flere telefoner samtidigt. 

Skal du til udlandet skal du også lige undersøge hvilken type strøm, de bruger i det pågældende land. De danske stik dur ikke ret mange andre steder i verden, så i de fleste tilfælde vil du med fordel kunne bruge en rejse adapter, der er specifik for det land, du skal rejse til.

God ferie!